Arbejde i og omkring vandløb

Hvis du skal dræne og spule, laver broer, lave vandingssted eller lignende er der forskellige regler du skal følge.

Vedligeholdelse af private vandløb

Hvad er et privat vandløb?

Det kan være en drænledning, en grøft eller et lille vandløb. Nogle vandløb er offentlige og vedligeholdes helt eller delvist af kommunen, men langt de fleste vandløb og drænledninger er private.

Drænledninger

Drænledninger er anlagt for at lede vandet væk fra marker og fugtige områder. Drænene fra markerne, på en enkelt ejendom, samles ofte i større drænledninger, rørlagte vandløb eller grøfter, som passerer flere ejendomme i området.

Hvor ligger dræn og rørlagte vandløb på min mark?

Følgende kan være til hjælp, hvis du ikke har kendskab til, hvor dræn og rørlagte vandløb ligger på ejendommen.Større rørledninger er typisk lagt i det gamle vandløbsleje, dvs. de lavest liggende områder i terrænet.

Brønddæksler på marken eller i skel kan være med til at indikere drænledningens forløb.

Der er mulighed for, at naboer, eller den tidligere ejer, ligger inde med viden om dræningen i området. Der findes eventuelt tegninger/kort over drænsystemet i forbindelse med tinglysninger, i landsarkivet eller hos det rådgivende firma, der har udarbejdet projektet i sin tid.

Har jeg pligt til at vedligeholde dræn, rørlagte vandløb og grøfter?

Hvis de kun tjener til afvanding af egen ejendom, har du ikke pligt til at vedligeholde.

Ofte passerer ledninger eller grøfter dog over flere ejendomme, og fører vand fra større arealer, og så har man ifølge vandløbsloven pligt til at vedligeholde den strækning, der går over ens ejendom.

Vær opmærksom på, at man har pligt til at modtage vand fra højereliggende ejendomme. Man må altså ikke blokere dræn eller opstemme grøfter, så vandet fra andre ejendomme ikke kan komme videre.

Er det altid mig, der skal vedligeholde vandløbene på min ejendom?

Som hovedregel skal grundejeren sørge for at vedligeholde vandløb, grøfter og drænledninger på egen grund. Offentlige vandløb vedligeholdes af kommunen.

Der kan desuden være tinglyst bestemmelser på enkelte ejendomme om, at ejerne af disse skal sørge for vedligeholdelse af drænledninger og vandløb på tilstødende ejendomme.

Ligger vandløbet i skel, deles vedligeholdelsen mellem de to ejendomme. Spørg kommunen, hvis du er i tvivl.

Hvad sker der, hvis drænledninger ikke virker/grøften ikke er renset op?

Så vil vandet typisk stuve sig op i de lavt liggende områder. Måske sker det ikke på din mark. Det kan også være hos naboerne eller deres naboer igen.

Hvordan vedligeholdes vandløb, dræn og rørlagt vandløbet?

Vandløbet/grøften skal vedligeholdes, så vandet føres videre. Ved vedligeholdelse kan noget af grøden slås og evt. løse aflejringer (løs mudder/sand på bunden) graves af (der må ikke graves i fast bund).

Billed 1

Vedligeholdelsen udføres, hvor det er muligt, så der tages størst muligt hensyn til miljøet i vandløbet, dvs. en del af planterne på skråningen og kanten af vandløbet slås mindst muligt.

Der må aldrig fjernes fast bund som sten, grus og ler, ligesom der ikke må graves i brinkerne.

Vær desuden opmærksom på, at vandløb kan være omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3. I så fald kan en oprensning kræve en tilladelse. Henvend dig til kommunen for yderligere oplysninger.

Hvor der findes tilløb fra rør eller afløb i rør, bør rørene normalt have udløb over vandløbsbunden. Grav ikke åbne vandløb dybere eller bredere end nødvendigt for afvandingen. Det kan være ulovligt og vil give problemer med aflejringer af slam/sand.

Der kan være sat riste foran indløb i rør for at tilbageholde grene, kviste og blade, som ellers ville aflejre sig i rørene.

Lad være med at fjerne risten, da det kan være med til at lave en tilstopning. Gør det i stedet til en rutine at rense risten med jævne mellemrum.

Billed 2

Dræn og rørlagte vandløb

Drænledninger, rørlagte vandløb og brønde skal også vedligeholdes.

Hvert år bør renses brøndene på drænsystemet op, så de er helt fri for sand og andre aflejringer.

Drænledninger og rørlagte vandløb spules om nødvendigt. Spuling udføres af entreprenør-/slamsugerfirmaer.

Spulevand indeholdende sediment, okker mm. må ikke spules direkte ud i vandløbet, men skal opsamles og f.eks. udspredes på nærlæggende mark.

Hvad gør jeg, hvis naboen ikke vedligeholder vandløbet?

Konstaterer du, at vandet fra dræn/grøfter på din ejendom ikke kan løbe videre i systemet ind på naboejendommen,bør du rette henvendelse til ejendommens ejer.

Opstår der uenighed om vedligeholdelsen af vandløbet, kan du kontakte kommunen, som er vandløbsmyndighed for private vandløb.

Hvordan finder jeg fejl eller tegn på, at
en drænledning ikke fungerer efter hensigten?

Se efter følgende:

  • Er der højdeforskelle på vandspejlet i to brønde på vandløbet?
  • Er brøndene fyldt med sand eller jord?
  • Er der våde pletter eller små søer i lavninger?
  • Er rørudløbet over vandløbsbunden?
  • Står der træer ovenpå ledningen, så rødderne kan være trængt ind i rørene?
  • Er der opstået huller i jorden over ledningen?
  • Ligger ledningen i mosejord, som kan have sat sig?
  • Er rørene gamle?
  • Har der været gravearbejde i nærheden af ledningen?
  • Ligger ledningen helt oppe i pløjelaget, så den kan være ramt af ploven eller trykket sammen?
  • Er der skarpe knæk på ledningen?
  • Er det længe siden, at ledningen er blevet spulet?

Hvor står reglerne om vandløb?

  • Reglerne om vandløb finder du i vandløbsloven.
  • Den hedder 'Bekendtgørelse af lov om vandløb'. Gældende lov ligger frit tilgængeligt på www.retsinfo.dk